07 sep Cand.mag. i italiensk åbner døre via partnerskaber
Da Catrine Enna Bay blev færdig som cand.mag. i italiensk, var der ikke mange job at søge, så for hende var det oplagt at søge uopfordret.
Kilde: Magisterbladet
“Timingen var perfekt i forhold til Milestone Systems, som var det første job, jeg fik gennem en uopfordret ansøgning, men det handler også om en portion frækhed og i høj grad om at gøre fodarbejdet ordentligt og finde ud af, hvad virksomheden ige står og mangler. Bedst er det, hvis man kan slå til, inden der er lavet en reel stillingsbeskrivelse, så man selv kan være med til at præge stillingen.”
Facebook blev indgangen til et nyt job
Da Catrine søgte nyt job efter sin barselsorlov blev hun inspireret af at se, hvordan virksomheder bruger Facebook. “Det gjorde mig nysgerrig, da jeg i høj grad er networker, og i min søgning dukkede Komfo op. Komfo er en del af Facebooks partnerprogram og har udviklet Komfo platform til større virksomheder og offentlige organisationer, der gerne vil have succes på de sociale medier.”
Eftersom Catrine tidligere har arbejdet med salg af software og it-systemer og med opbygning af forhandlerstruktur og partnerprogram, så besluttede hun sig for at søge uopfordret og byde ind med den viden og erfaring. I Komfo var man netop begyndt at overveje at sælge via partnere og forhandlere, men der var ingen erfaringer med det i virksomheden.
Jeg ved, hvordan man får en virksomhed til at vokse med partnere
“Der var helt klart interesse for det, jeg kunne, men timingen var ikke helt perfekt – de ville gerne vente nogle måneder. Derfor foreslog jeg at starte i løntilskud i tre måneder. På den måde fik vi enderne til at mødes, og vi blev hurtigt enige om, at jeg skulle fortsætte i en normal ansættelse.” Catrine er ikke den der ved mest om sociale medier, men til gengæld har hun en vigtig viden, som er afgørende for Komfos vækst – nemlig opbygningen af partnerskaber. “Jeg er en af de få i Komfo, der ikke kommer med en massiv viden om sociale medier – de andre har fx skrevet speciale om Facebook, så det har været en stejl læringskurve for mig.” “Til gengæld kender jeg hele processen med opbygningen af partnerskaber fra tidligere job. Jeg ved, hvordan man får en virksomhed til at vokse med partnere, og jeg kender tidshorisonten, faldgruberne og succeskriterierne. “
“Lige nu har vi fået gang i partnerrelationer i Danmark og har udvidet til Sverige, Holland, England, Spanien og Sydamerika, og der er mange flere partnere og lande på vej.
Der er sidenhen blevet ansat en mere, der arbejder med partnerstrukturer, primært i Danmark.”