Formandens årsberetning 2019

Indhold

  1. Udlodning af Copydan-midler
  2. Rådgivning
  3. Ophavsret til undervisningsmateriale
  4. Forfatternes Forvaltningsselskab
  5. Opinionsnævn for arkitekter og designere
  6. UBVA´s generelle informationsindsats
  7. EU’s kommende reform af europæisk ophavsret
  8. UBVA-symposiet om ”Forskning og interessekonflikter”
  9. UBVA-prisen
  10. Blixen-prisen
  11. Kurser
  12. Folkemødet på Bornholm
  13. Deltagelse i konferencer mv.
  14. Temadag om ”Forskning og interessekonflikter”
  15. DJMX-samtalesalon
  16. Gå-hjem-møder
  17. Medlemmer af UBVA
  18. UBVA´s medlemskab af organisationer m.v.

2019 har været et travlt, interessant år for UBVA.

Blandt vores aktiviteter i årets løb kan nævnes:

1. Udlodning af Copydan-midler

Akademikerne/UBVA får hvert år penge fra bl.a. Copydan Verdens TV, Copydan AVU-medier og Copydan Arkiv. Pengene skal videre til akademiske eksperter, der har medvirket i udsendelser omfattet af aftaler, som de nævnte Copydan-foreninger har indgået med brugere, herunder skoler, antenneforeninger, TDC, Danmarks Radio m.fl. Se nærmere www.ubva.dk under ”Udlodning af Copydan-midler”.

Der er flere tusinde akademikere, der har krav på penge, og der er derfor tale om en ressourcekrævende opgave. Bl.a. er det nødvendigt med intensiv løbende medieovervågning. Hertil kommer løbende besvarelse af spørgsmål og anden kommunikation med eksperter, der har spørgsmål til udlodningen eller mener sig berettiget til penge fra UBVA, håndtering af sager, hvor der er tvivlsomt, om en ansøger skal have penge fra UBVA eller en anden autor-organisation, m.m.m.

Disse opgaver varetages for Akademikerne/UBVA af Forfatternes Forvaltningsselskab (FFS). Selve den endelige udbetaling til de berettigede akademikere foretages af Copydan Tekst & Node på baggrund af instrukser fra FFS. Udbetalingsprocessen er i gang.

Det arbejde, som FFS og Tekst & Node udfører, er af meget høj kvalitet. UBVA er meget glade for samarbejdet.

2. Rådgivning

Det er en vigtig UBVA-opgave at rådgive i spørgsmål om intellektuelle ejendomsrettigheder og tilgrænsende områder, herunder forskningsetik. I større, mere principielle sager afgives en mere formel ”UBVA-udtalelse” af det samlede UBVA. I mere rutineprægede sager ydes rådgivningen af UBVA´s rådgivningsenhed. Rådgivningsenheden tæller bl.a. professorerne Jørgen Blomqvist og Clement Petersen, der begge er specialister i ophavsret mv. Fra og med 2019 er også chefjurist i Akademikerne Jesper David Jensen blevet en del af rådgivningsholdet. Jesper har sager om ophavsret til undervisningsmateriale. Leder af UBVA-sekretariatet Henrik Faursby Ahlers rådgivning i sager om ophavs- og ansættelsesret mv. De administrative detaljer styres med særdeles effektiv, kompetent hånd af sekretær i Akademikerne Yvonne Kathleen Klausen.

I 2019 har UBVA rådgivet i flere hundrede sager.

Referater af sagerne er indlagt i ”UBVA’s svarbank”, dvs. en offentligt tilgængelig database, som man kan tilgå via ubva.dk.

3. Ophavsret til undervisningsmateriale

På samme måde som i tidligere år har UBVA i 2019 arbejdet for at få indgået rimelige og afbalancerede lokalaftaler om ophavsret til undervisningsmateriale. Bl.a. har vi rådgivet en række undervisere og undervisningsinstitutioner om, hvad der efter UBVA´s opfattelse bør stå i lokalaftalerne. Arbejdet er udført i tæt samarbejde med Akademikernes Forhandlingsafdeling, Dansk Magisterforening, DJØF, Gymnasieskolernes Lærerforening og Uddannelsesforbundet. Desuden har vi formuleret nogle ”modelaftaler”, som lokalaftaler kan tage udgangspunkt i. Der er indgået et stort antal lokalaftaler på baggrund af UBVA´s anbefalinger.

I 2019 har UBVA og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) forhandlet en ny modelaftale, som skal danne grundlag for fremtidige lokalaftaler om ophavsret til undervisningsmateriale på erhvervsskoler og erhvervsgymnasier. Aftalerne skal bl.a. gøre det muligt at dele undervisningsmateriale i de videncentre, der er nedsat på området.

UBVA oplevede DEG som en konstruktiv og fair medspiller, og vi er fra UBVA’s side meget glade for den aftaletekst, vi nåede i mål med. Vi er ikke i tvivl om, at den vil være til gavn både for lærerne og erhvervsskoler/erhvervsgymnasier.

4. Forfatternes forvaltningsselskab

På vegne af UBVA er jeg formand for bestyrelsen for Forfatternes Forvaltningsselskab (FFS). Selskabet varetager ophavsretlige interesser for de danske forfatterorganisationer, bl.a. ved at prøve at skaffe dem indtægter fra nye områder, der ikke allerede er dækket af Copydan. Desuden hjælper selskabet visse forfatterorganisationer, herunder Akademikerne/UBVA, med at udlodde og fordele penge opkrævet af Copydan Verdens TV mv. Se ovenfor 1.

FFS ledes på kyndig vis af direktør Stig von Hielmcrone. Selskabets ydelser er af meget høj kvalitet, og der er ingen tvivl om, at det skaber håndgribelige værdier for de danske forfattere. Stor tak til selskabets ansatte, herunder dets førnævnte direktør.

5. Opinionsnævn for arkitekter og designere

Der er langt flere sager om krænkelser af arkitektur og design end om andre slags værker. Mange arkitekter og designere har imidlertid ingen retshjælpsforsikring, og ofte kan de heller ikke få fri proces, fordi deres skabelse af arkitektur og design er erhvervsmæssig. I praksis betyder det, at mange arkitekter og designere opgiver at kæmpe for deres rettigheder.

I Sverige er der langt færre retssager om krænkelse af arkitektur og design end i Danmark. Langt de fleste sager forliges nemlig, efter at der er indhentet en udtalelse fra det såkaldte ”Svensk Forms Opinionsnämnd”.  Nævnet er et rent privat organ under foreningen ”Svensk Form”. Medlemmerne er erfarne eksperter inden for arkitektur, design og jura. Nævnets udtalelser har derfor stor autoritet, og normalt vil de svenske domstole lægge nævnets opfattelse til grund i en eventuel senere retssag. Når nævnet har talt, er det derfor de færreste, der vil gå videre til domstolene med sagerne.  Ud over at spare parterne for udgifter til retssager, sætter det et hurtigt punktum for tvister, der ville tage år, hvis de skulle køre i det almindelige domstolssystem. Der findes beslægtede organer i Norge og Finland.

I Danmark har vi derimod ikke noget nævn svarende til dem i de andre nordiske lande. Det har nemlig traditionelt været en regel i dansk procesret, at ensidigt indhentede erklæringer ikke kan fremlægges i retten, hvis modparten protesterer. Men det er blevet lavet om ved en ændring af retsplejeloven i 2016. Dermed er vejen banet for, at vi også i Danmark kan indføre et nævn i stil med Svensk Forms Opinionsnævn og spare arkitekter og designere tid og penge.

På initiativ af designeren Svend Onø arbejder en række organisationer m.fl. derfor på et stifte et dansk nævn ad modum Svensk Forms Opinionsnævn. UBVA deltager i arbejdet repræsenteret ved medlem af UBVA, arkitekt Gregers S. Gregersen og mig. Arbejdet skrider frem, og det vil forhåbentlig være muligt at stifte et funktionsdygtigt nævn i 2020.

6. UBVA’s generelle informationsindsats

UBVA har i 2019 løbende opdateret og vedligeholdt informationshjemmesiderne www.ubva.dk, www.undervislovligt.dk, www.forskerportalen.dk og www.stopplagiat.nu. Desuden har vi udsendt nyhedsbreve fra UBVA og løbende informeret om intellektuelle ejendomsrettigheder og forskningsetik via Facebook og andre sociale medier.

7. EU’s kommende reform af europæisk ophavsret

EU-kommissionen reformerer løbende den europæiske ophavsret. Det seneste tiltag er direktivet om ophavsret i det digitale indre marked, som blev vedtaget i 2019.

Området er meget vigtigt set fra en UBVA-synsvinkel. Bl.a. har vi stor interesse i, at der ikke vedtages ordninger, der truer Copydan-systemet, som indbringer danske akademikere adskillige hundrede millioner kroner om året. Op til vedtagelsen af direktivet gjorde UBVA derfor en meget intensiv indsats for at beslutningstagerne i Bruxelles. Arbejdet er udført på UBVA’s vegne af observatør i UBVA, præsident for The International Federation of Journalists Mogens Blicher Bjerregaard. Mogens har gjort en meget stor, yderst kompetent indsats. Tak for det.

8. UBVA-symposiet Forskning og interessekonflikter

Det årlige UBVA-symposium blev holdt 7. november 2019 i København. Symposiet handlede om Forskning og interessekonflikter, dvs. situationer, hvor økonomiske eller andre uvedkommende interesser kan påvirke forskere. Der var særligt fokus på de interessekonflikter, der opstår i forbindelse med ekstern finansiering, myndighedsbetjening, bijobberi og bedømmelser.

Der er tale om et meget vigtigt emne, både for forskerne og samfundet. Alle oplægsholdere og paneldeltagere gjorde det super godt, og jeg er meget glad for, at de stillede op.

Symposiet kan ses som web-tv på ubva.dk fra begyndelsen af 2020.

Symposiets ordstyrer var journalist Line Gertsen. Line gjorde det som altid fantastisk.

UBVA-sekretariatet gjorde et meget stort arbejde i forbindelse med symposiet. Alt klappede perfekt. Stor tak for det.

9. UBVA-prisen

UBVA uddeler hvert år UBVA-prisen til personer eller organisationer, der har gjort en ekstraordinær og anerkendelsesværdig indsats til fremme af intellektuelle ejendomsrettigheder eller forskningsetik. Prisen er på 25.000 kr. og uddeles på UBVA-symposiet.

UBVA-prisen 2019 gik til ophavsretsadvokaten, aka. advokat Peter Schønning. Peter har gjort en enorm indsats for dansk ophavsret. Det var kun et spørgsmål om tid, før han fik prisen. Nu var den endelig inde.

Læs mere på ubva.dk, underpunktet ”UBVA-prisen 2019”.

10. Blixen-prisen

Dansk Forfatterforening og Danske Skønlitterære Forfattere stiftede i 2015 litteratur-prisfesten Blixen-prisen. Under en årlig fest uddeles en lang række litteraturpriser, herunder til årets skønlitterære udgivelse, årets faglitterære udgivelse, årets børne- og ungdomsudgivelse, årets tegneserie, årets lydbog mm. De enkelte priser sponseres af organisationer, forlag m.fl. Se nærmere www.blixenprisen.dk.

I 2019 sponserede UBVA årets faglitterære udgivelse. Prisen, der var på 20.000 kr., gik til Bent Meier Sørensen for værket ”Skærmens magi”.

Den jury, der uddelte prisen, talte bl.a. leder af UBVA-sekretariatet Henrik Faursby Ahlers og medlem af UBVA lektor Peter Madsen. Mange tak for jeres store indsats.

11. Kurser

UBVA har i 2019 holdt 18 heldagskurser rettet mod bl.a. sagsbehandlere i Akademiker-organisationer, forskere og undervisere, AC-tillids­repræsentan­ter, biblioteksfolk, arkitekter og designere m.fl. Ud over vores Grundlæggende kursus i ophavsret har vi holdt kurser om Fotografering, film og jura, som er et nyt kursus startet i 2019, i samarbejde med Gymnasieskolernes Lærerforening, Immaterialret for arkitekter og designere i samarbejde med Forbundet Arkitekter og Designere, Ophavsret for biblioteker og biblioteksfolk i samarbejde med Bibliotekarforbundet, Ophavsret, databaser og licensaftaler i samarbejde med samme og Ophavsret for forfattere i samarbejde med Dansk Journalistforbund og Danske Skønlitterære Forfattere. Desuden har vi holdt kurser om Forskning, etik og jura, rettet mod ansatte inden for forskningssektoren.

Vi har oplevet en meget stor interesse for kurserne. Jeg er ikke i tvivl om, at de opfylder et stort behov hos Akademiker-organisationernes medlemmer. Den bedste måde at hjælpe medlemmerne på, når det kommer til deres intellektuelle ejendomsrettigheder, er at klæde dem på, så de selv forstår deres retsstilling. Viden er som bekendt magt. Det gælder også, når det handler om jura.

12. Folkemødet på Bornholm

UBVA holdt tre arrangementer på Folkemødet på Bornholm 2019. Emnerne var

”Er du krænket? Om universitetsforskning og krænkelseskultur”, ”Juraen og de unge på internettet. Gør vi det godt nok?” og ”Udfordringer for forskningsfriheden”.

Der var mange tilhørere og gode, frugtbare diskussioner.

Mange af UBVA’s medlemmer var med på folkemødet og gjorde en stor indsats for at få det hele til at køre. Hertil kom, at turen til Bornholm også var en stor og god oplevelse på det sociale plan. Jeg glæder mig meget til folkemødet 2020.

13. Deltagelse i konferencer

UBVA træffer vigtige og vidtrækkende beslutninger. Det er derfor væsentligt, at vi, der er involveret i udvalgsarbejdet, er bevidste om tidens ophavsretlige og ophavsretspolitiske spørgsmål, og at vi deltager i relevante konferencer på området.

Repræsentanter fra UBVA har i 2019 deltaget med betydeligt fagligt udbytte i både ALAI-kongressen om kollektiv forvaltning af ophavsrettigheder og det nordiske ophavsretssymposium om forholdet mellem nordisk ophavsret og EU-ret. Det varmede i høj grad mit formandshjerte.

14. Temadag om Forskning og interessekonflikter

UBVA’s årlige temadag blev holdt på Skjoldnæsholm den 20. maj 2019. Deltagere var udvalget og særligt inviterede gæster fra organisationsmiljøet. Temadagen satte et indledende fokus på de emner, der senere på året blev behandlet på UBVA-symposiet. Der var aldeles glimrende oplæg fra professorerne Clement Petersen, Klemens Kappel og Jens Rehfeld. Debatterne satte mange tanker i gang hos os, der var med, og de var en vigtig inspiration ved tilrettelæggelsen af symposiet senere på året.

15. DJMX-samtalesalon

I 2019 havde Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DJMX) 75 års jubilæum. Jubilæet markeredes af forskellige events, herunder en række ”samtalesaloner”. Dansk Magisterforening og UBVA var den 15. maj 2019 værter ved en samtalesalon om De kreatives forretning i et stigende digitalt marked. De medvirkende var direktør i Gyldendal Hanne Salomonsen, konsulent Lone Amtrup, forfatteren Lotte Kirkeby Hansen og min ringhed. Ordstyrer var advokat Vibeke Borberg. Der var tale om et fint, velbesøgt arrangement.

16. Gå hjem-møder

UBVA har i løbet af året deltaget i en række gå-hjem-møder o.l. Bl.a. har vi afholdt en række møder om ophavsret til undervisningsmateriale rettet mod medlemmer af Uddannelsesforbundet. Vi oplevede tilhørerne som meget interesserede, og vi var glade for, at de ville høre på os.

17. Medlemmer af UBVA

UBVA har i 2019 desværre måttet sige farvel til Janni Wandahl Pedersen. Vi vil savne hende.

Til gengæld skal vi februar 2020 sige goddag til lektor Eva Elisabet Ejlersen Wæhrens fra Ergoterapeutforeningen samt sekretariatsleder Jakob Pelch fra Danske Sceneinstruktører. Sidstnævnte har en observatørpost i UBVA.

Vi ser meget frem til samarbejdet.

18. UBVA’s medlemskab af organisationer mv.

Akademikerne/UBVA er repræsenteret i følgende organisationer mv.:

  • Copydan Tekst & Node og sammes bestyrelse, hvor jeg er næstformand
  • Copydan Verdens TV
  • Copydan AVU-medier
  • Copydan Arkiv
  • Forfatternes Forvaltningsselskab og sammes bestyrelse, hvor jeg er formand
  • Ophavsret Danmark
  • Samrådet for Ophavsret
  • RettighedsAlliancen, hvor leder af UBVA-sekretariatet er medlem af bestyrelsen
  • Dansk Selskab for Ophavsret, hvor jeg er formand
  • European Writers Congress

 

Vi har i årets løb deltaget i mange gode møder.

Jeg synes godt, vi kan være stolte af den indsats, vi har gjort i 2019.

Jeg glæder mig meget til 2020.

 

Morten Rosenmeier
Formand for UBVA



UBVA | Nørre Voldgade 29 | 1358 København K